FC Nordsjælland har øvet sig på de mindste detaljer inden aftenens Champions League-opgør ude mod Juventus. De danske mestre har researchet sig frem til samtlige steder, de kan drille det italienske storhold.
FCN-spillerne er blevet trænet i dødbolde, og spillerne er blevet rokeret få centimeter fra et sted til et andet, alt imens de har fået at vide, hvad de skulle gøre, hvis Juventus lavede et modtræk.
FCN-profilen Mikkel Beckmann tror på en overraskelse mod Torino-klubben.
- Vi kan godt ryste dem. Vi har set alt, vi kan se med dem på video, så vi ved, hvor vi skal stikke til dem.
- Så er det bare spørgsmålet om at gøre det. Det er nemt at sige det, det skal også udføres. Men vi har våben, der kan drille dem, det er helt sikkert, siger Beckmann.
Angriberen scorede det enlige mål i 1-1-kampen i Parken, og han håber på en gentagelse.
- Juventus skal til at vinde. De tabte også i weekenden, så for en gang skyld er de lidt pressede både i Champions League, men også i Serie A, hvor de tabte for første gang i 50 kampe.
- Så Juventus vil komme blæsende derudaf, og det skal vi forhåbentlig kunne stå imod, siger Beckmann.
I lørdags vandt Inter 3-1 på udebane over Juventus, og dermed endte Juventus-stimen på 49 ligakampe uden nederlag.
- Det bliver et Juventus-hold, som vil blæse os omkuld, hvis de kan, og det håber jeg, at vi kan modstå. Jeg tror især, at det første kvarter til 20 minutter vil være voldsomme.
- Hvis vi holder stand og stikker lidt til dem, så kan det være, de falder lidt til ro. Og de har nogle meget levende fans, som vi på vores måde skal forsøge at få vendt mod deres eget hold. Så kan det godt blive sjovt, siger Beckmann.
/ritzau/