Mikaels lille firma fik kæmpeordre: Nu vælter det ind med jobansøgninger

Det lille tomandsfirma Sima Innovation på Fyn oplever stor interesse for at at blive ansat efter en ordre på 500-600 maskingeværtårne til det danske forsvar.
Mikael Kildevæld og major Tom Elvius-Brisoon ved kontraktunderskrivelsen hos Sima Innovation i Årslev.
Mikael Kildevæld og major Tom Elvius-Brisoon ved kontraktunderskrivelsen hos Sima Innovation i Årslev. Foto: Nils Lund/PR

Efter den lille midtfynske virksomhed Sima Innovation i sidste uge hev en ordre på intet mindre 145 millioner kroner hjem, har virksomheden med adresse på Erhvervsvangen i Årslev oplevet stor interesse fra jobsøgende.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

- Jeg har vel fået ti jobansøgninger siden i fredags. Det er helt vildt, siger en glad Mikael Kildevæld til avisen.

Den mange millioner kroner store ordre lyder på 500-600 maskingeværtårne - såkaldte "Gunner Protection Kit" - til det danske forsvars lastbiler og mandskabsvogne. Ordren skal leveres over de næste syv år.

Mikael Kildevæld vurderer, at han selv skal ansætte to-tre folk, mens hans underleverandører formentlig også skal foretage ansættelser.

- De forskellige dele til sådan et tårn bliver produceret hos underleverandører på Fyn, og så bliver det samlet her. Selvfølgelig skal vi arbejde godt, men vi skal sådan set bare gøre det, vi hele tiden har gjort - bare i lidt længere tid. Det bliver underleverandørerne, der får travlt. For de skal stadig servicere andre kunder, forklarer Mikael Kildevæld til Fyens Stiftstidende.

I dag er der kun ham og én ansat i Sima Innovation. Virksomheden startede for ti år siden med at producere hjulrensere til kørestole.

Den produktion er siden skiftet ud med militærisenkram, og udover det danske forsvar har Mikael Kildevæld også leveret materiel til de franske specialstyrker og Kuwaits National Guard.

Det er 48-årige Mikael Kildevæld, der har udviklet maskingeværtårnet og ordren betyder, at han nu kan kigge frem i tiden og udvikle nye ting.

De første tårne skal leveres til sommer til næste år, så indtil videre har ansøgerne fået tak for interessen og besked om, at deres ansøgning er lagt ind i systemet, skriver Fyens Stiftstidende.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.