Ved en ceremoni i præsidentpaladset i Dhaka fredag blev økonomen Fakhruddin Ahmed taget i ed som leder af Bangladesh’ overgangsregering. Edsaflæggelsen, der blev vist på statsligt tv, blev styret af Bangladesh’ præsident, Lajuddin Ahmed, som torsdag trak sig fra posten som leder af overgangsregeringen efter protester fra landets opposition. Ved samme lejlighed erklærede han landet i undtagelsestilstand.
Efter præsidentens tilbagetræden som leder af overgangsregeringen har der været ro i Dhaka, hvor der ligesom i resten af landet har været store protester og optøjer de seneste dage. Mindst 45 personer er blevet dræbt. Samtidig med udnævnelsen af Fakhruddin ophævede præsident Lajuddin Ahmed det natlige udgangsforbud, men han opretholder kontrollen over de statslige medier, skriver Reuters.
Ahmed var chef for Bangladesh’ centralbank i perioden 2001-2006, og han har tidligere været ansat i Verdensbanken. Hans opgave bliver at få Bangladesh ud den politiske krise, som har præget landet forud for valget til nationalforsamlingen, som skulle have fundet sted 22. januar. Der er stor tvivl om, hvornår valget vil finde sted.
Nobelpristageren Mohammad Yunus blev også tilbudt stillingen som leder af overgangsregeringen i det fattige land, men han takkede pænt nej tak.