Michael Laudrup er kendt som en afdæmpet manager, der sjældent hidser sig op efter et nederlag eller en dårlig dommerpræstation.
Lørdagens 1-2-nederlag til West Bromwich fik dog danskeren op i det røde felt, efter at Swansea fik underkendt et mål få minutter før tid.
Målet, der formentlig ville have givet Swansea uafgjort 2-2 og et enkelt point, blev scoret af Roland Lamah, der reagerede hurtigt, da bolden sprang hen til ham fra en modstander.
Dommeren annullerede imidlertid scoringen for offside, og det forstår Laudrup ikke noget af.
- Det, der skete med det annullerede mål, er imod reglerne. Hvordan i alverden kan man underkende et mål for offside, når bolden kommer fra en modstander?
- Det er ligesom at dømme offside på et indkast, og alle ved, at man ikke kan blive offside efter et indkast.
- Det er frustrerende, virkelig frustrerende, for uafgjort ville have været det rigtige resultat, siger danskeren til thisissouthwales.co.uk.
Resultatet betyder, at West Bromwich overhaler Swansea i Premier League-tabellen.
/ritzau/