Michael Falch og kæresten Anita Olsen er flyttet fra hinanden. Bruddet sker kort efter, de solgte deres bondehus ved Korsør for 5,5 millioner kroner.
- Anita og jeg har efter ti gode år sammen besluttet at fortsætte hver for sig. Vi blev efterhånden mere og mere kammerater og dermed mindre og mindre kærester, siger Michael Falch til Ekstra Bladet og uddyber:
- Kærligheden klingede bare af, men vi har haft ti sindssygt gode år, og Anita har givet mig så megen ro i sjælen, som har været rigtigt godt for mig. Jeg håber så også, at der er gået noget den anden vej, tilføjer han.
Michael Falch er flyttet til en lejlighed på Frederiksberg, hvor han kan være tættere på sine "børn, børnebørn - og showbiz", mens Anita Olsen har købt et hus i Nyborg.
62-årige Michael Falch har tidligere været gift med Linda Lyneborg fra 1983 til 2006. Sammen fik de døtrene Mathilde, Anna og Soffi.