Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, gik til angreb på regeringens udlændingepolitik, da hun tirsdag fik ordet i Folketingets spørgetime.
Her stillede hun spørgsmål til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
- Jeg forstår ikke, hvorfor regeringen har så svært ved at udsende afviste asylsøgere.
- Hvad synes statsministeren? Er det et paradoks, at man ikke kan udsende afviste asylsøgere? Samtidig sender man børn hjem, siger Mette Frederiksen.
Hun henviser til den 13-årige pige Mint, som fik afslag på sin ansøgning om opholdstilladelse, og som er sendt tilbage til Thailand.
Mette Frederiksen lægger op til, at der skal være mulighed for at se individuelt på nogle sager.
- Der skal være en stram udlændingepolitik i Danmark, og den skal gælde for de fleste.
- Men Mint-sagen og andre viser os jo, at der er nogle børn, som har lært sproget, og som går i dansk skole og er en del af det danske samfund, siger hun.
Lars Løkke Rasmussen oplyser, at han vil bede integrationsminister Inger Støjberg (V) om at se på lovgivningen.
- Jeg vedkender mig, at vi ser eksempler, som med det blotte menneskelige øje ikke ser gode ud, siger statsministeren.
Mette Frederiksen stikker også til regeringens finanslovsforhandlinger med Dansk Folkeparti.
DF kræver et paradigmeskift om udlændinge, så flygtninge sendes hjem i stedet for integration.
- Socialdemokratiet er for et paradigmeskift på flygtningeområdet, hvor flygtninge rejser hjem, når de ikke længere har behov for vores beskyttelse.
- Derfor vil jeg gerne spørge statsministeren, hvordan det går med forhandlingerne, siger Mette Frederiksen.
Statsministeren siger, at "det går godt" med forhandlingerne.
Ifølge finansminister Kristian Jensen (V) kan en finanslovsaftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti "snart" være i hus.
Lars Løkke Rasmussen svarer med kritik af den socialdemokratisk ledede regering, der sad fra 2011 til 2015 med Helle Thorning-Schmidt som statsminister.
- Vi har efter regeringsskiftet i 2015 lagt dansk udlændingepolitik om.
- De mange lempelser, som den tidligere regering lavede, vel under meget indtryk af De Radikale Venstres deltagelse i regeringssamarbejdet, har vi justeret ind, sådan at vi nu har det laveste antal asylansøgere til Danmark i ni år, siger han.
/ritzau/