Indtil videre er Danmark lukket godt og grundigt ned til efter Påske. Og der spekuleres i, om den periode mon forlænges – og at vi kan være spærret inde i månedsvis.
Det tror statsminister Mette Frederiksen dog ikke på. Det skriver hun i et opslag på Facebook:
– Jeg ser, at flere og flere spekulerer i, at der går flere måneder før, vi kan begynde at åbne Danmark igen. Det hverken håber eller tror jeg, bliver tilfældet. Vi ønsker ikke at holde Danmark lukket én dag mere end nødvendigt, lyder det fra statsministeren i opslaget.
Her opfordrer hun også til, vi bliver ved med at holde afstand, vaske hænder og undgå for meget aktivitet – så vil kurven snart flade ud.
– I dét scenarie, som jeg tror, er det mest sandsynlige - så kan vi hurtigere begynde så småt at åbne Danmark igen, skriver hun.
Præcis, hvornår det bliver, har hun ikke noget bud på. Men eksperterne kommer snart med deres bud, mener hun.
– Om bare nogle få dage har eksperterne data nok til at gøre en første status på tallenes udvikling her i Danmark. Lige nu ser det ud til, at vores fælles indsats virkelig nytter. Men vi skal være mere sikre, lyder det.
Hun adresserer også den voldsomt stigende arbejdsløshed og slutter af med en stille formaning:
– Derfor: Hold fast i at stå sammen ved at holde afstand. Så vi hurtigst muligt kan begrænse smittespredningen. Og dermed begynde at åbne Danmark igen.
Se statsministerens opslag her: