Tirsdag præsenterede statsminister Mette Frederiksen (S) de hidtil mest drastiske tiltag for at stoppe spredningen af coronavirus i Danmark.
Butikker, storcentre, sportshaller og mange andre samlingssteder blev tvunget til at lukke midlertidigt, ligesom det nu er forbudt at samles mere end ti personer i offentligheden.
Torsdag er statsministeren så klar til at svare på spørgsmål fra borgerne, når hun sender livevideo fra sin facebookprofil klokken cirka 17.15.
Hun forventer, at befolkningen har en del spørgsmål.
- Kære alle. Der er gået godt en uge, siden vores alle sammens hverdag ændrede sig drastisk.
- Så nu vil jeg - midt i al det hektiske - tage mig tid til at svare på nogle af jeres mange spørgsmål. Følg med her på min profil om en time, hvor jeg sender live, skrev Mette Frederiksen på sin Facebookprofil klokken 16.15 torsdag.
Statsministeren, der ofte er aktiv på både Facebook og Instagram, forsøgte i sidste uge at komme igennem til en stor del af Danmarks unge, da hun tonede frem i en video på YouTuberen Alexander Husums kanal. YouTube-kanalen har 382.000 abonnenter.
Videoen er indtil videre set 548.645 gange.
Onsdag lagde Instagram-brugeren Anders Hemmingsen en video op på sin profil, hvor Mette Frederiksen takker de unge, men også råber dem op.
- Vi skal være sammen, men vi skal være det hver for sig og holde afstand. Jeg vil sige en kæmpestor tak til alle jer, der efterlever det, som sundhedsmyndighederne siger.
- Men vi har brug for, at alle kommer med. Man må ikke nøjes med at tage udgangspunkt i, hvordan man selv har det. Jeg ved godt, nogle unge siger, de ikke er bange for sygdommen, fordi de er unge og raske, men I skal bare huske på, at I kan bære smitten videre, siger Mette Frederiksen.
Anders Hemmingsen har næsten én million følgere på Instagram, og videoen med Mette Frederiksen er set over 500.000 gange.
/ritzau/