Konditor-dronningen Mette Blomsterberg og hendes mand, Henrik Jæger Blomsterberg, må notere et underskud i selskabet Gloria Lama Holding ApS, skriver Ekstra Bladet.
For 2015 viser regnskabet et minus på 612.000 kroner.
Underskuddet skyldes i høj grad deres café i Lyngby, "Blomsterbergs". Her er personaleudgifterne steget fra 4,5 millioner kroner til 5,3 millioner kroner, mens bruttofortjenesten er steget med 150.000 kroner.
I følge Ekstra Bladet skal der dertil lægges af- og nedskrivninger i forhold til 2014. Det giver et samlet underskud for caféen på 590.000 kroner.
Parret lukkede deres café i det indre København for at koncentrere sig om caféen i Lyngby, som fik en svær start med utilfredse kunder.
– Men vi er landet. Vi er kommet på plads. Og hold kæft, hvor bliver jeg glad, når folk er glade for at være her. For det sted her er jo mig, min identitet og også ’mit lille barn’, sagde Mette Blomsterberg, da der var kommet styr på caféen i Lyngby, sagde Blomsterberg i 2014 om udfordringerne til ugebladet Søndag.