Lørdagens Real Madrid-nederlag blev straks udnyttet af FC Barcelona, som vandt 6-1 hjemme over Rayo Vallecano.
Med sejren overtog Barcelona førstepladsen i Primera Division fra Real Madrid, som lørdag tabte 0-1 til Athletic Bilbao. Barcelona har nu 62 point efter 26 kampe, mens Real Madrid har 61 point.
Især Lionel Messi var i hopla og slog til med sit hattrick nummer 32 for klubben og sæsonmål nummer 30 i ligaen. Dermed har Messi scoret lige så mange mål som Real Madrids Cristiano Ronaldo.
Også Luis Suarez viste god form med to mål i sejren, og den tidligere Liverpool-angriber er nu oppe på syv ligamål.
Det sidste Barcelona-mål blev sat ind af forsvarsspilleren Gerard Pique, som fulgte godt op på et hovedstød, der havde ramt træværket.
Både Rayo Vallecano og Barcelona blev undervejs reduceret til 10 mand i kampen.
Udeholdets Tito fik rødt kort og begik det straffe, som Messi satte ind til 3-0-føring. Her fik argentineren lov til at sparke en ekstra gang, efter at han først havde brændt, men der var for tidlig bevægelse i feltet inden sparket, mente dommeren.
Det var backen Dani Alves, som fik rødt kort for Barcelona, da brasilianeren begik straffe, så Alberto Bueno kunne pynte til 1-5 10 minutter før tid, inden Suarez gjorde ydmygelsen total.
/ritzau/