Merkel og Macron: Migrantstrømmen skal reduceres

Tysklands Forbundskansler, Angela Merkel, siger efter et møde med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, om reformer i EU: Vi åbner et nyt kapitel. (Foto: Foto: Hannibal Hanschke/Reuters)

Det er fortsat vort mål at finde en europæisk løsning på indvandring, fastslår Angela Merkel.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, siger efter et møde med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, om kommende reformer i EU: Vi åbner et nyt kapitel.

Den tyske forbundskansler understreger, at hun er enig med den franske præsident i, at strømmene af illegale migranter og flygtninge til EU-landene skal reduceres.

- Frankrig og Tyskland har stadig som mål at finde en europæisk løsning på indvandringsspørgsmålet. Vi ønsker solidaritet mellem EU-landene i forbindelse med indvandring, siger Merkel, som understreger, at det er nødvendigt at styrke det europæiske grænseagentur Frontex' grænseovervågning.

De to store EU-landes ledere oplyser samtidig, at de vil investere milliarder af euro i Europa i en "investeringsoffensiv", som skal understøttes af et særligt eurozone-budget inden for rammerne af de eksisterende strukturer.

Forbundskansleren fastslår også, at hun er nået til enighed med Macron om et eurozone-budget, der skal sættes i drift fra 2021.

Den franske præsident fremhæver, at meget arbejde mangler med eurozone-budgettet, som skal forhandles på plads af alle landene i eurozonen.

De to ledere mødtes til drøftelser på slottet Meseberg nær Berlin for at koordinere de fransk-tyske holdninger og udspil forud for EU-topmødet den 28. og 29. juni.

Det fransk-tyske topmøde finder sted på et tidspunkt, hvor den tyske regering er i krise på grund af uenighed om indvandringspolitikken.

Merkel og hendes indenrigsminister Horst Seehofer fra det bayerske CSU-parti nåede mandag til enighed om at tage en tænkepause i en optrappet strid om indvandringen i Tyskland.

Seehofer fik fra sin partiledelse enstemmig opbakning til et krav om, at migranter, der er blevet afvist i andre EU-lande, fra 1. juli også vil blive afvist ved de tyske grænser.

Merkel siger videre, at hun er enig med Macron om, at antallet af EU-kommissærer bør reduceres.

/ritzau/Reuters