Forbundskansler Angela Merkels kristelige demokrater i CDU/CSU og socialdemokraterne i SPD holder fredag et første sonderingsmøde i forsøget på at danne en ny tysk forbundsregering, meddeler CDU-hovedkvarteret til nyhedsbureauet dpa.
CDU-formanden Merkel og hendes hold mødes fredag klokken 13 med blandt andre den socialdemokratiske partiformand, Sigmar Gabriel. Med til sonderingerne er også Bayerns ministerpræsident, Horst Seehofer, der er formand for CDU's søsterparti CSU.
Merkels CDU/CSU vandt en storsejr ved forbundsdagsvalget 22. september, hvor hendes hidtidige regeringspartner, det liberale FDP, røg ud af Forbundsdagen.
Derfor er hun nu på udkig efter en ny makker. Men hverken SPD eller De Grønne har hidtil vist lyst til at kaste sig i armene på hende.
SPD-formand Gabriel fik fredag aften på en ekstraordinær kongres ja til at tale med kansleren. Men det betyder langtfra, at vejen er banet for en stor koalition.
Hvis parterne går i realitetsforhandlinger og bliver enige om et regeringsgrundlag, skal de 470.000 SPD-medlemmer stemme om det ved en urafstemning.
Mange socialdemokrater er modstandere af at gå med i en stor koalition med CDU/CSU igen, da partiet styrtdykkede til sit dårligste valgresultat nogensinde efter samarbejdet med Merkel fra 2005 til 2009.
/ritzau/