Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, siger, at der er et "problem" med euroens værdi, fordi Den Europæiske Centralbank (ECB) træffer beslutninger med tanke på de svagere medlemslande i eurozonen - og ikke i forhold til Tyskland.
- Vi har for øjeblikket i eurozonen et problem med euroens værdi, siger Merkel.
Hun talte i weekenden ved sikkerhedskonferencen i München, som normalt kun har fokus på sikkerheds- og udenrigspolitik.
- Vi har for øjeblikket det problem, at ECB ikke er gearet til Tyskland, men snarere er tilpasset lande som Portugal, Slovenien eller Slovakiet, siger den tyske regeringsleder.
Merkel tilføjer:
- Hvis vi stadig havde D-marken, så ville vi den helt sikkert have haft en anden værdi, end euroen har for øjeblikket. Men der er tale om en uafhængig monetær politik, som jeg ikke har indflydelse på som forbundskansler.
Udtalelserne fra Merkel blev fremsat, mens den nytiltrådte amerikanske vicepræsident, Mike Pence, var til stede i salen. De kommer efter amerikanske antydninger om, at Tyskland skulle have særlige fordele ved euroen.
Præsident Donald Trump har sagt, at Tyskland profiterer på en "stærkt undervurderet euro".
EU-Kommissionens økonomiske vinterprognose for eurozonen og EU er som helhed ret lovende.
I eurozonen ventes bnp-vækst på 1,6 procent i år, mens det i hele EU er 1,8 procent.
Men kommissionen konstaterer også, at der denne gang er usædvanlig stor usikkerhed om, hvordan det skal gå med den europæisk økonomi.
Det skyldes kombinationen af usikkerhed ved den nye amerikanske administrations intentioner, om udfaldet af valg i blandt andet Frankrig og Tyskland og om de kommende brexit-forhandlinger med Storbritannien.
Det kan gå både bedre og værre end den overordnede trend i kommissionens skøn.
/ritzau/Reuters