Mere end halvdelen bestod indfødsretsprøve

Indfødretsprøven som den så ud i 2015. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Næsten 58 procent bestod indfødsretsprøve. Fejl i prøve fik ikke betydning. Eksperter skal sikre kvaliteten.

Flere end halvdelen af de 4100 personer, som for fire uger siden tog den danske indfødsretsprøve, har bestået.

Det skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.

Prøven skal bestås, hvis man ønsker at blive dansk statsborger.

Den består af 40 spørgsmål, og mindst 32 svar skal være korrekte for at bestå. Det er lykkedes 57,60 procent at svare rigtigt på mindst 32 spørgsmål, hvilket er lidt flere end ved prøven i juni, hvor 52,77 procent bestod.

- Jeg er glad for, at vi har en indfødsretsprøve, hvor det forventes, at deltagerne viser en vilje og en motivation til at sætte sig ind i vores kultur og historie. Det har rigtig mange prøvedeltagere gjort. Tillykke til dem, udtaler udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).

Efter at prøven var afholdt 27. november, blev der konstateret fejl i to af spørgsmålene.

Den ene fejl havde sneget sig ind i et spørgsmål, der lød: Hvad erobrede briterne fra Danmark i 1807?

Her kunne prøvedeltagerne enten svare "Danmarks flåde", "De Vestindiske Øer" eller "Den danske del af Nordsøen".

Ifølge prøven var "Danmarks flåde" det rigtige svar. Briterne erobrede dog også De Vestindiske Øer i 1807, og derfor er der altså to korrekte svar på spørgsmålet. Begge svar er derfor blevet accepteret.

Det andet spørgsmål med fejl lød: Hvilken dansk politiker er i september 2019 blevet genudnævnt som kommissær i EU?

Det rigtige svar er Margrethe Vestager, men hun blev ikke udnævnt i september. Derfor er alle svarene blevet accepteret som korrekte.

Fejlene har dog ifølge ministeriet ikke haft nogen betydning for deltagerne, fordi Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri) har accepteret flere svar på de to spørgsmål.

Det er ikke første gang, at der er opdaget fejl i en indfødsretsprøve, og derfor skal et panel af uvildige eksperter fremover sikre, at alle spørgsmål er korrekt formuleret.

Det skal også sikre, at der ikke er flere korrekte svarmuligheder på de enkelte spørgsmål.

- Med den store betydning prøven har for mange mennesker, er jeg samtidig tilfreds med, at der nu bliver taget skridt til at etablere en bedre kvalitetssikring, så man fremover kan undgå fejl i prøven, udtaler Mattias Tesfaye.

Indfødsretsprøven bliver afholdt to gange om året på 50 sprogcentre i hele landet.

/ritzau/