Komiker og tv-vært Melvin Kakooza blev i februar opereret i hjernen, hvor han fik fjernet en tumor på seks gange tre centimeter. Efter operationen, var han indlagt på intensivafdelingen på Rigshospitalet. Komikeren krævede konstant pleje. Han kunne ingenting, fortæller han nu i et opslag på instagram.
- Da mit sygdomsforløb var på sit værste, kunne jeg intet selv. Jeg var afhængig af at der var nogle hos mig døgnet rundt, skriver Melvin i opslaget, der munder ud i en tak og hyldest til de sygeplejersker, der passede ham under sygdomsforløbet.
Opslaget kommer i kølvandet på sygeplejerskernes strejke, der lørdag blev stoppet ved lov af Folketinget.
- Jeg oplevede hvordan disse fantastiske kvinder, trods ekstrem travlhed og pres, tog sig tid til mig. De tog mig blandt andet med ud at gå ture, så jeg kunne opleve andet en de 4 vægge på min stue. De gav mig dagligt håb, selvom det nogle dage var svært at tro på! Og de gjorde alt det her med et smil og et gåpåmod jeg sjældent har set, skriver komikeren, der tidligere har fortalt, at han blandt andet mistede sit sprog efter operationen i hjernen.
- Jeg har fået stor respekt for folk, der ikke kan tale. Oppe i hovedet er man jo helt klar, men man kan bare ikke få det ud. Det er jo vildt forfærdeligt, sagde Melvin Kakooza tidligere på året i programmet ”Go’ Aften Live”, hvor han for første gang fortalte om tumoren i hjernen, der sendte ham i sygesengen og langt væk fra tv-skærmen i begyndelsen af året, hvor han skulle have stået på scenen som vært på X Factor.