Prins Harry kan nu kalde sig far til to. Fredag nedkom hans kone Meghan med parrets andet barn. Og både mor og barn har det godt. Det oplyser de søndag i en pressemeddelelse.
Det er en lille pige, og hun har allerede fået navn. Hun er opkaldt både efter prins Harrys afdøde mor, Diana og den engelske dronning, Elizabeth. Lilibet "Lili" Diana Mountbatten-Windsor, er navnet.
Lilibet er den engelske kongefamilies private kælenavn til dronning Elizabeth, ligesom dronning Margrethe bliver kaldt Daisy af sine allernærmeste.
Det tyder på at den lille pige først og fremmest vil blive kaldt Lili i daglig tale.
Den lille pige vejede 3,4 kilo ved fødslen og kom til verden på et hospital i Santa Barbara nær parrets hjem.
- Lili blev født fredag 4. juni klokken 11.40 i den betroede pleje af læger og medarbejdere på Santa Barbara Cottage Hospital i Santa Barbara, Californien, meddeler parret i en pressemeddelelse.
Parret har desuden sønnen Archie der er to år.