Kevin Magnussen ligner mere og mere en færdig kører hos Formel 1-teamet Renault.
Onsdag skriver både autosport.com og motorsport.com, at Magnussens holdkammerat fortsætter på det franske hold i den kommende sæson.
Jolyon Palmer har ifølge autosport.com vundet slaget om det sidste sæde hos Renault i 2017, hvor han bliver holdkammerat med Nico Hülkenberg.
Tidligere onsdag har både autosport.com, BBC og Reuters berettet, at Kevin Magnussen er i særdeles tæt kontakt med det amerikanske hold Haas.
Autosport.com kunne tidligere onsdag fortælle, at danskeren forhandler intensivt om en etårig aftale med Haas-holdet.
Ifølge BBC skulle Magnussen have fået et tilbud om en toårig kontrakt med option på yderligere et år hos Haas.
Teamchef hos Haas, Günther Steiner, bekræftede før grandprixet i Mexico senest, at danskeren er et emne til den kommende sæson.
24-årige Kevin Magnussen har tidligere givet udtryk for, at han helst vil fortsætte hos Renault i fremtiden, men nyhedsbureauet Reuters erfarer "fra en kilde tæt på forhandlingerne", at Magnussen har afvist en etårig aftale med Renault.
Årsagen skulle være, at Magnussen hellere vil have en længere aftale hos Haas.
Renaults kørere har i denne sæson sikret otte point. Kevin Magnussen har hentet syv point, mens Jolyon Palmer er noteret for et enkelt point.
/ritzau/