Russiske skibe har transporteret brændstof til Nordkorea mindst tre gange i løbet af de seneste måneder.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der citerer vesteuropæiske sikkerhedskilder.
Ifølge kilderne bryder Rusland dermed FN-sanktionerne mod det nordkoreanske regime.
Leveringerne er angiveligt sket i oktober og november.
- Russiske fartøjer har ved flere lejligheder i år sendt overførsler af brændstof til nordkoreanske fartøjer, og det er i strid med sanktionerne, siger en anonym kilde.
En anden, uafhængig kilde er også bekendt med leveringerne. Kilden kender dog ikke til, at det russiske styre skulle have noget at gøre med transporterne.
- Der er ikke bevis for, at den russiske stat skulle stå bag, men de russiske fartøjer er en livline til nordkoreanerne, lyder det fra kilden.
En bølge af FN-sanktioner er især i løbet af det seneste halve år rullet ind over Nordkorea som svar på styrets atomprogram.
Tidligere fredag kom det frem, at også Kina er under beskyldning for at bryde sanktionerne og i smug forsyne Kim Jong-uns nordkoreanske styre med olie stik mod sanktionernes mål.
Kineserne støttede ellers så sent som 22. december nye sanktioner mod Nordkorea i FN's Sikkerhedsråd.
Fredag oplyste Sydkorea nemlig, at landet har standset et skib, der er mistænkt for at handle olie til Nordkorea.
/ritzau/