Ritzau
Opdateret kl. 10:09
Par med børn skal fremover vente tre måneder på at blive skilt.
Det er ifølge TV2 et af hovedpunkterne i en aftale om blandt andet skilsmisser, som samtlige Folketingets partier ventes at indgå tirsdag.
Siden 2013 har det været muligt for ægtepar med børn at blive skilt på nettet ved hjælp af et NemID og 420 kroner. Men fremover indføres en separationsperiode på tre måneder.
TV2 erfarer, at aftalen også vil betyde, at Statsforvaltningen afskaffes og erstattes af en ny myndighed. Fremover skal skilsmissesager, hvor forældrene er uenige om, hvem der skal have børnene, behandles i et nyoprettet familieretshus under byretten.
Tidligere er skilsmissesagerne nemlig både blevet behandlet i Statsforvaltningen og i byretten.
Det har betydet, at afgørelserne ikke altid har været ens, og at sagerne kunne trække i langdrag. Men fremover skal der kun være én indgang til skilsmissesystemet.
Derudover skal der ifølge aftalen være mere fokus på børnene via en børneenhed, hvor fagpersoner skal hjælpe børn i skilsmissesager. Det skal afhjælpe kritikken af, at fokus først og fremmest er på, at forældrene skal enes.
/ritzau/