Tysklands forbundskansler vil genopstille til en fjerde regeringsperiode ved forbundsdagsvalget næste efterår, siger kilder i hendes parti.
Ifølge nyhedsbureauet dpa har Angela Merkel orienteret ledelsen i det konservative CDU-parti, at hun fortsætter som leder.
Der har i måneder været fremsat mange spekulationer om Merkels fortsatte politiske liv.
Den 62-årige kansler holder pressemøde søndag klokken 19.00 i partiets hovedkvarter.
Merkel har ledet Europas største økonomi siden 2005.
Det konservative søsterparti CSU byder Merkels beslutning velkommen.
- Det er godt, at der nu er klarhed, siger CSU-leder Horst Seehofer ifølge dpa.
Valgforskere vurderer, at det er sandsynligt, at Merkel vil gå ind i en fuld regeringsperiode. Det er fire år.
For nylig sagde CDU's Norbert Röttgen til CNN, at Merkel genopstiller. Men Merkels talsmand, Steffen Seibert, lagde øjeblikkeligt afstand til udtalelsen.
- Forbundskansleren vil, som det flere gange tidligere er sagt, ytre sig om dette spørgsmål på et egnet tidspunkt, siger han.
Merkel's CDU holder sit årlige landsmøde i begyndelsen af næste måned.
CDU og de kristelige demokrater i Bayern, CSU, er omkring ti procentpoint foran deres nærmeste rivaler i meningsmålingerne.
Men Merkels beslutning om at lade omkring 900.000 migranter og flygtninge komme til Tyskland sidste år har kostet hende en del opbakning blandt vælgerne.
Ved delstatsvalget i Berlin i september fik CDU kun 18 procent af stemmerne.
Det er partiets værste resultat i byen - både før og efter Murens fald i 1989. Socialdemokraterne (SPD) fik omkring 22 procent af stemmerne i Berlin.
Den konservative politiker bliver af de fleste opfattet som en stabiliserende styrke i Europa.
/ritzau/dpa