Tidligere finansminister Mohammad Safadi vil ifølge kilder blive udpeget som ny premierminister i Libanon.
Det sker, efter at tre store libanesiske partier er nået til enighed om at nominere 75-årige Mohammed Safadi til posten.
Det oplyser tre anonyme kilder med kendskab til beslutningen til nyhedsbureauet Reuters natten til fredag dansk tid.
Nyheden blev torsdag aften først bragt af det libanesiske medie LBCI.
For omkring to uger siden valgte den daværende premierminister, Saad al-Hariri, at træde tilbage fra posten efter en periode med voldsomme demonstrationer.
Protesterne er fortsat i Libanon efter al-Hariris afgang.
Demonstranterne er utilfredse med regeringen og det politiske system i Libanon. De har krævet, at der dannes en ny, teknokratisk regering.
Samtidig har de krævet, at der sættes en stopper for det sekteriske system, hvor poster bliver besat efter tilhørsforhold til religiøse grupper.
Den libanesiske tv-station MTV oplyser, at både al-Hariri, der er landets mest fremtrædende sunnimuslimske politiker, og flere shiitiske toppolitikere står bag Mohammad Safadi som ny leder.
Ifølge mediet vil den kommende regering bestå af en blanding af politikere og teknokrater.
Der er endnu ingen officiel bekræftelse på nomineringen fra de partier, der skal have indgået aftalen. Heller ikke Muhammad Safadi har kommenteret meldingerne.
Safadi er en prominent erhvervsmand i Libanon og har tidligere været både finansminister og handelsminister i regeringen.
Desuden er han sunnimuslim, hvilket er påkrævet i Libanons sekteriske system.
Den kommende regering vil komme til at stå over for store udfordringer. Den vil skulle finde international, økonomisk støtte for at komme ud af den politiske krise, som landet er i.
Og samtidig vil den kommende regering skulle adressere de mange krav fra demonstranterne, som ønsker et opgør med den tidligere politiske elite.
Demonstrationerne er taget til i styrke i den seneste uge.
Tirsdag blev en mand skuddræbt i hovedstaden, Beirut, efter at den libanesiske hær havde åbnet ild mod demonstranterne.
Det var det andet dødsfald under de voldsomme protester, der har præget store dele af landet den seneste måned.
/ritzau/