Ledelsen i landets største a-kasse, Akademikernes A-kasse, har tilsyneladende forsøgt at skjule oplysninger om interne problemer.
A-kassen afleverede i oktober i år en redegørelse til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star). Deri konkluderede den, at der ikke var foregået ulovligheder eller brud på interne bestemmelser i a-kassen.
Men en række interne mails og dokumenter viser det modsatte, skriver Berlingske, der har gennemgået sagens dokumenter.
Blandt andet skrev bestyrelsesformand i a-kassen Allan Luplau før orienteringen til Star til en advokat og direktionen om et klart brud på mandat og vedtægter.
Flere eksperter, som Berlingske har været i kontakt med, kalder det for en alvorlig sag.
- Det ser ud til, at den tilbageværende ledelse har indgået en form for musketer-ed med hinanden om, at de i første omgang vil prøve at dysse sagen ned, siger Anders Drejer, professor ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet, til Berlingske.
Allan Luplau afviser i et skriftligt svar til Berlingske, at Star blev orienteret forkert for ledelsen.
- Intet har været søgt skjult for Star, der fyldestgørende har fået besvaret alle de mange spørgsmål, som de har stillet i forbindelse med deres undersøgelse, der blev gennemført samtidigt med vores egen undersøgelse, skriver Allan Luplau.
Star har iværksat tilsynsundersøgelsen i kølvandet på, at a-kassen i september besluttede at fyre den daværende administrerende direktør, Michael Valentin.
Ifølge Ekstra Bladet er den tidligere direktør to gange blevet meldt til politiet.
Blandt andet er der beskyldninger om betalte middage i hans private villa på Frederiksberg og en privat fødselsdagsfest i landets største a-kasses lokaler.
Desuden beskyldes Michael Valentin for at have modtaget returkommission i form af vinrejser.
Mandag meddelte Allan Luplau og to næstformænd i Akademikernes a-kasse, at de trækker sig den 4. januar.
Desuden har den konstituerede direktør, Britt Dyg Haun, og sekretariatschef Line Verbik Byriel allerede mandag fratrådt deres stillinger. Det sker ifølge a-kassen "efter gensidig aftale med bestyrelsen".
/ritzau/