Medie: Fyret a-kasse-direktør mobbede tillidsfolk

Michael Valentin. (Foto: Foto: Thorkild Amdi/Ritzau Scanpix (arkiv))

Michael Valentin udlagde tillidsrepræsentanternes syn på en sag som "en byld i røven", siger Per Alm fra Dansk Magisterforening.

Hvorfor landets største a-kasse, Akademikernes A-kasse, i slutningen af september fyrede direktør Michael Valentin, er endnu ikke sevet ud fra bestyrelsen.

Men nu kan Ekstra Bladet på baggrund af interne mails fortælle, at Michael Valentin chikanerede de tillidsvalgte i a-kassen.

Han kaldte dem "en byld i røven" og "mistillidsrepræsentanter." 

Per Alm, forhandlingskonsulent i Dansk Magisterforening, siger til Ekstra Bladet:

- Michael Valentin havde en fjendtlig indstilling over for de tillidsvalgte i Akademikernes A-kasse, siger Per Alm, og tilføjer, at der er tale om "chikanerende opførsel, mobning og forsøg på ekskludering af de pågældende medarbejdere".

Da Michael Valentin blev fyret 27. september takkede han på Facebook medarbejdere, ledere og bestyrelsen, men nu står han over for en sag om chikanerende opførsel og
mobning.

I sidste uge kom det frem, at fyringen af direktøren bliver gransket af Kammeradvokaten, ligesom Akademikernes A-kasse har iværksat en ekstern advokatundersøgelse, der skal kaste lys over direktørens bratte afgang.

Akademikernes A-kasse har omkring 233.000 højtuddannede medlemmer, Michael Valentin blev ansat som direktør i 2011.