Mens spekulationerne om Brøndbys fremtid kører på højtryk, har en anden presset fodboldklub måttet opgive at få økonomien til at hænge sammen.
Ifølge SportFyn indgiver ledelsen i FC Fyn torsdag eftermiddag en konkursbegæring til skifteretten.
Det betyder fusionsklubben trækkes ud af Betsafe Ligaen og tvangsnedrykkes til Fynsserien.
Men da selskabet bag klubben, der er en overbygning til B1909, B1913 og Dalum IF, også går neden om og hjem, er det tvivlsomt, om der fremover fortsat vil være et hold med navnet FC Fyn.
Klubben har længe kæmpet med økonomiske problemer og havde derfor udarbejdet en redningsplan og givet sig selv en frist frem til månedens udgang til at få løst problemerne.
En af forudsætningerne for at få planen til at gå op, var et salg af transferrettighederne til unge Mark Kongstedt, men det lykkedes ikke.
FC Fyn blev stiftet i 2006 og lagde ud i 2. division. I 2009 lykkedes det at rykke op i den næstbedste danske fodboldrække.
Her har man befundet sig siden, dog med en enkelt tur ned i 2. division i sæsonen 2011/12. Klubben befinder sig lige nu på sidstepladsen i Betsafe Ligaen, der holder vinterpause.
/ritzau/