Hos virksomheden LEO Innovation Labs står chefen klar med champagne, når medarbejderne laver en fejl. Det skriver TV 2.
Ifølge administrerende direktør i firmaet, Kristian Schrøder Hart-Hansen, er det nemlig vigtigt, at man tør fejle. Derfor gør firmaet op med den såkaldte 'nulfejlskultur'. For kun når man ikke længere frygter at fejle, kommer ideer og succeser til firmaet, lyder forklaringen.
- Nu har vi to projekter, som vi kører benhårdt på og investerer signifikant i, og de er begge to kommet ud af tidligere fejl, vi har lavet. Hvis vi ikke havde lavet dem, var vi aldrig kommet til det her projekt, hvor vi allerede tjener penge, siger Kristian Schrøder Hart-Hansen til TV2.
Firmaet udvikler digitale hjælpemidler og apps til personer med hudsygdomme.
På en skærm i virksomhedens lokaler er alle de kuldsejlede projekter blevet samlet i en 'hall of fame'. Og jo større fejl, der er begået, desto større er fejringen.
At champagnen fyldes i glassene ved fejl og ikke succeser kan være en god ide, mener Jesper Damm, der er managing director i konsulentfirmaet Boston Consulting Group.
- Jeg synes, det er et problem på mange områder, fordi du kan godt gå med livrem og seler og opnå de gode resultater, men du opnår sjældent de fantastiske resultater, siger Jesper Damm til TV2.