Kevin Magnussen kan godt regne med at komme til at køre Formel 1 på et tidspunkt. McLaren-teamet leder allerede efter et sæde til den 21-årige dansker.
Det bekræfter McLarens øverste chef Martin Whitmarsh overfor nyhedsbureauet Reuters.
- På en eller anden måde, skal vi nok finde en vej at få dem ind i Formel 1, siger Martin Whitmarsh om Kevin Magnussen og hans nærmeste konkurrent i Formel Renault 3.5, belgieren Stoffel Vandoorne. De er begge en del af McLarens program for unge kørere.
McLaren har ifølge Reuters haft samtaler med Lotus, Force India og Marussia om at give Magnussen en plads i næste sæson. Magnussen har omvendt indikeret, at han ikke har lyst til at køre for et lille hold som Marussia.
Lotus har et ledigt sæde til næste sæson, fordi Kimi Räikkönen flytter til Ferrari, men tyskeren Nico Hulkenberg er favorit til at tage det.
De to andre hold har haft tekniske partnerskaber med McLaren, men Marussia har knyttet sig til Ferrari i fremtiden, og Force India har knyttet tættere bånd til Mercedes.
For McLaren-boss Martin Whitmarsh er sagen den, at Kevin Magnussen i den grad har imponeret teamets folk i sine testkørsler.
Sidste år i Abu Dhabi kørte danskeren en test, som ville have givet ham sjettebedste tid i kvalifikationen til Abu Dhabis grand prix. Og på Silverstone i juli trådte han ind til en test med kort varsel, da en aftale med Force India gik i vasken.
- Vi havde ikke planlagt at køre med ham, men jeg føler, at vi ikke kan lade en ung fyr i stikken, så vi puttede ham ind. Han kørte 110 omgange. Han var den hurtigste, og han satte bare ikke en fod forkert, siger Martin Whitmarsh.
Alt tyder altså på, at Kevin Magnussen står foran Stoffel Vandoorne hos McLaren, som gør hvad teamet kan for at finde et sæde til danskeren.
- De bliver begge Formel 1-kørere i fremtiden. Det er kun et spørgsmål om, hvor hurtigt, vi får dem ind. De er også så unge, at det ikke behøver at være næste år, siger Whitmarsh.
/ritzau/