Mandag morgen skete der noget ganske uventet på en McDonald's i bydelen Queens i New York.
Ind i restauranten vadede nemlig en mand, der havde en kniv siddende i ryggen, mens blodet fossede ud over hans tøj.
Der var tale om den 53-årige Andrew Hardy, som var blevet stukket ned kort forinden, da han havde forsøgt at stoppe et slagsmål ude på gaden.
"Han virkede stille og rolig, men det var tydeligt, at han alligevel var noget rystet," siger øjenvidnet Michel Green, der kendte offeret i forvejen.
"Jeg skulle lige til at trække kniven ud, da der var nogen der sagde 'nej, nej - den har måske ramt en hovedpulsåre," fortæller Green til lokalstationen WCBS.
Andrew Hardy mistede store mængder blod, men blev stående på benene til ambulancen kom frem. Imens stod restaurantens kunder klar til at gribe ham, hvis han skulle falde bagover og lande på kniven.
Manden blev udskrevet fra hospitalet allerede den følgende dag.
Kilde: Ekstra Bladet