May møder mistillidsafstemning efter kæmpe nederlag

Prime Minister Theresa May addresses Parliament after the vote on May''s Brexit deal, in London (Foto: Reuters Tv/Reuters)

Theresa May tabte tirsdag aften stort i det britiske parlament. Labour-leder har ønsket mistillidsafstemning.

Efter et kæmpe nederlag tirsdag aften i det britiske underhus har Labourlederen Jeremy Corbyn bedt om en mistillidsafstemning mod regeringen.

Den vil finde sted onsdag.

Ifølge premierminister Theresa Mays talsmand begynder debatten inden afstemningen klokken 14. Debatten vil vare ind til klokken 20 dansk tid, oplyser lederen af Underhuset, Andrea Leadsom, ifølge Reuters.

Det britiske parlament forkastede tirsdag aften Theresa Mays brexitaftale med EU med 432 stemmer imod og 202 stemmer for.

Kort efter afstemningen fortalte May, at det vil være på sin plads at teste, om regeringen stadig har parlamentets støtte til at fortsætte.

- Først er vi nødt til at bekræfte, om denne regering stadig har tillid i Underhuset.

- Jeg tror, at den har, men grundet omfanget og betydningen af aftenens afstemning, er det rigtigt, at andre har muligheden for at teste det spørgsmål, hvis de ønsker det, sagde May i parlamentet.

Det ventes, at regeringen får støtte til at fortsætte.

Det nordirske parti Democratic Unionist Party (DUP) har tirsdag aften meddelt, at det vil bakke Theresa May op i mistillidsafstemningen mod hendes regering. Det oplyser en talsperson for partiet ifølge Reuters.

Afstemningen om brexitaftalen, der fandt sted tirsdag, skulle oprindeligt have fundet sted i december, men May besluttede at udskyde den, da det stod klart, at aftalen ville blive forkastet.

Det hjalp dog ikke den britiske premierminister.

Over en tredjedel af hendes partifæller i det konservative parti stemte aftalen ned. 196 Konservative stemte for, mens 118 stemte imod.

/ritzau/