Massiv opbakning til lille Theo og hans forældre: "I er da blevet vildledt"

Fire måneder gamle Theo er indlagt med vejrtrækningsproblemer. Forældrene er hos ham døgnet rundt, men kan ikke få hjælp af Slagelse Kommune.
Theos barske start på livet har fået brugerne på Avisen.dk's Facebook-side til tasterne.
Theos barske start på livet har fået brugerne på Avisen.dk's Facebook-side til tasterne. Foto: Privat

Læserne finder det i bedste fald urimeligt, at Mads Foli Hansen og hans hustru, Vicky Kok, ikke kan få økonomisk støtte i forbindelse med, at deres fire måneder gamle søn Theo er indlagt på Rigshospitalet.

Theo har det meste af sit korte liv haft alvorlige vejrtrækningsproblemer. Han trækker nu vejret ved hjælp af en indopereret trakeo-stomi.

Slagelse Kommune afviser de hårdt pressede forældre med begrundelsen, at Theo ikke er kronisk syg og kommunen derfor ikke må hjælpe. Men i Socialministeriet siger man, at der ikke er noget i serviceloven, der hindrer kommunen i at yde støtte i et tilfælde som Theos.

Theos barske start på livet har fået brugerne på Avisen.dk's Facebook-side til tasterne. Her dukker der historier op om, hvordan andre har modtaget kommunens hjælp og støtte - også i situationer, som er knap så alvorlige som Theos.

"I er da blevet vildledt i systemet, og med et sygt barn har man slet ikke brug for at tænke på økonomi oveni ... håber det løser sig hurtigst muligt", skriver Henriette Kirstejn Hovalt blandt andet.

Hun opfordrer til, at Rigshospitalets socialrådgiver kommer ind over.

Husk det til valget

Slagelse Kommune får flere drøje hug og der opfordres blandt andet til, at Theos sag skal huskes, når der er kommunalvalg til efteråret.

En anden undrer sig over, at Slagelse Kommune igen er i medierne med en negativ sag:

"Hvorfor skal vores by hele tiden være fremme i medierne? Hvad koster det at behandle borgerne ordentligt og hvorfor skal så meget nå længere op i systemet", skriver Pernille Røhmann. Hun undrer sig desuden over, at kommunens borgmester ikke har svaret på Theos forældres direkte henvendelse:

"Hvorfor svarer vores borgmester ikke selv på henvendelserne? Det barn som der her er tale om er jo et svært sygt barn, og det kan godt være at diagnosen kronisk syg ikke er sat på endnu, men det er ikke normalt at et barn skal have hjælp til at trække vejret som 4 mdr. gammel", skriver Pernille Røhmann.

Forældrene har skrevet til byens borgmester Sten Knuth (V). Han har ikke svaret direkte, men familien modtog ifølge Sjællandske et svar fra en af afdelingslederne i Center for Børn og Familie, hvori kommunen foreslår Mads at søge barselsdagpenge i stedet.

Til Sjællandske har Berit Vilsbøll, centerchef for Børn og familie i Slagelse Kommune, sagt, at hun godt forstår familiens frustation, men at sønnens sygdom ikke er kronisk, og kommunen derfor ifølge loven ikke må betale for tabt arbejdsfortjeneste.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.