Aalborg Universitet er lige nu i gang med en stor fyringsrunde som resultat af, at universitetet skal spare 67 millioner kroner. Det oplyser Aalborg Universitet til Avisen.dk.
"Det er endnu for tidligt at sætte et præcist tal på, hvor mange medarbejdere det vil berøre, men vi vurderer, at det drejer sig om flere end 30. Jeg er bevidst om, at det skaber stor usikkerhed blandt medarbejderne lige nu. Derfor bestræber vi os på at begrænse behovet for afskedigelser, fx ved frivillige fratrædelser, deltidsansættelser og seniorordninger,” skriver rektor Per Michael Johansen i et svar til Avisen.dk.
Bliver man afskediget inden for det offentlige, har man krav på en partshøring, hvilket giver den pågældende mulighed for at ændre arbejdsgiverens afgørelse.
Det er derfor endnu ikke muligt at komme med et konkret tal på, hvor mange medarbejdere fyringsrunden berører. Dansk Magisterforening oplyser til Avisen.dk, at fyringerne kommer til at berøre "mange medarbejdere".
Alle medarbejdere er i farezonen
Anne Bisgaard Pors, fællestillidsrepræsentant for Dansk Magisterforening på Aalborg Universitet, fortæller, at fyringerne rammer alle personalegrupper.
- Det er både administrativt personale og videnskabeligt personale. Det kommer til at betyde mindre forskning og mindre uddannelse, siger hun.
Indtil videre har fire ud af fem fakulteter afskediget medarbejdere, og det femte følger i næste uge ifølge Anne Bisgaard Pors.