Formodede islamistiske ekstremister har stormet en moské og skudt 44 tilbedere samt 12 andre personer i en nærliggende landsby i den uroplagede nordøstlige del af Nigeria. Det oplyser embedsmænd mandag.
Angrebet i weekenden menes at være en hævnaktion for, at borgere i området har dannet vagtværn for at bistå militæret i kampen mod den ekstremistiske oprørsgruppe Boko Haram.
- Bevæbnede mænd, som menes at være medlemmer af Boko Haram, trådte ind i moskeen og åbnede ild mod muslimske tilbedere og dræbte 44, siger en højtstående embedsmand på betingelsen af anonymitet, fordi han ikke er bemyndiget til at udtale sig offentligt om hændelsen.
Massakren i moskeen fandt sted søndag i byen Konduga. Lørdag aften mistede 12 personer livet, da bevæbnede mænd angreb en landsby i samme område.
- Vi mener, at angrebene ikke var uden forbindelse til den assistance, som borgere giver sikkerhedsstyrker med hensyn til at identificere og anholde medlemmer af Boko Haram i deres midte, siger embedsmanden.
Nigerias militær har i flere måneder været i offensiven for at slå oprøret ned i den nordøstlige del af landet, som i maj blev erklæret i undtagelsestilstand.
Mindst 3600 personer har mistet livet under opstanden, der begyndte i 2009. Mange er dræbt af sikkerhedsstyrker, der er blevet beskyldt for overgreb og for at se stort på borgerrettigheder.
I juli blev adskillige elever på en kostskole i regionen dræbt, da ekstremister satte ild til skolebygningerne og skød de flygtende studerende. Det var det tredje angreb på en skole i løbet af få uger.
Boko Haram betyder "vestlig uddannelse er en synd" på det nordlige Hausa-sprog.
/ritzau/AFP