Ægteparret blev overmandet og bagbundet med gaffatape.
Så blev de placeret i hvert sit rum, og da kvinden nåede at tilkalde hjælp var den 65-årige mand død af sine kvæstelser.
Det voldsomme overgreb fandt sted på Råbrovej i Smørum, Nordsjælland i aftes, oplyser vicepolitiinspektør Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet.
- Inden hjælpen nåede frem, var manden død og gerningsmændene stukket af, siger han.
Det er endnu usikkert, om manden blev dræbt før eller efter, at han blev bundet. Der er forlydende om, at manden blev dræbt med en kølle, men disse oplysninger har politiet ikke villet bekræfte.
De to ældre drev et autoværksted fra adressen.
Politiet har på nuværende tidspunkt kun et meget sparsomt signalement af de tre røvere, men vil senere i dag komme med flere oplysninger.
Dog oplyser politiet, at man efterlyser parrets gråblå VW Touran med nummerpladen UT 88253, som gerningsmændene muligvis har taget flugten i efter overfaldet.