Uroen i Dansk Folkeparti fortsætter tilsyneladende.
I hvert fald ser medlem af partiets hovedbestyrelse, Martin Henriksen, ud til at trodse en påtale fra sin formand, Kristian Thulesen Dahl.
Det er sket i en lukket DF-gruppe på Facebook, skriver Jyllands-Posten.
Opslaget kommer, efter at Martin Henriksen for få dage siden blev sat på plads af Kristian Thulesen Dahl og resten af DF-ledelsen. Det skete, efter at Martin Henriksen åbent havde kritiseret partiets linje på udlændingepolitikken.
Blandt andet sagde Kristian Thulesen Dahl, at "nogle få skal lære at holde tingene internt".
I den lukkede Facebook-gruppe "DF's vennekreds" skrev Martin Henriksen efterfølgende et opslag, som senere er blevet slettet:
- Jeg er af flere blevet spurgt om jeg – efter den seneste tids massive modstand mod min person og mine holdninger - agter at melde mig ud af Dansk Folkeparti.
Opslaget blev lagt online lørdag kl. 15.53, skriver Jyllands-Posten.
I opslaget slår den tidligere udlændingeordfører fast, at han bliver i partiet og kæmper.
- Jeg agter at kæmpe kampen, selv om det helt indlysende er op ad bakke, skriver Martin Henriksen.
Den pågældende Facebook-gruppe har omkring 2200 medlemmer.
I en sms skriver partiformand Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten om opslaget:
- Som jeg forstår det, var det netop tænkt som et rent internt opslag. Og så følger det min opfordring. Jeg har også forstået, at det er taget væk igen, da troen på, at det rent faktisk kunne holdes internt, nok ikke var der.
Om blot 12 dage skal de delegerede i Dansk Folkeparti forholde sig til Martin Henriksens linje i udlændingepolitikken.
Det sker på partiets årsmøde i Herning, hvor Martin Henriksens plads i hovedbestyrelsen er på valg.
/ritzau/