De danske aktier endte fredag positivt, men dog var Mærsk-aktierne på en tur i rutsjebanen og endte i rødt, efter at markedet havde tygget på regnskabet fra koncernen. Renterne var også lidt i vildrede efter dagens tal af blandet karakter, men endte lidt lavere.
Der skulle en nærmere tekstanalyse til, før investorerne kunne afgøre, om A. P. Møller - Mærsks forventninger til 2013 skulle tolkes som en positiv eller en negativ nyhed for de to Mærsk-aktier. Og selv ikke langt ud på eftermiddagen var der enighed i finansverdenen.
- At Maersk Line så tidligt på året tør guide et resultat på niveauet over 2012, synes vi er stærkt. Det er en konservativ guidance, og hvis det er det, så er det en stærk guidance, siger Mads Zink, chef for sales trading i Danske Bank.
En noget anden udlægning kommer fra Nordea.
- Vi synes, det er lidt skuffende. ........... De siger bare, at det bliver lidt bedre end i 2012. Men det, vi venter, er, at det skal blive markant bedre, siger aktierådgiver Jesper Bamberger fra Nordea.
De forskellige udlægninger resulterede i en rutsjetur for de to Mærsk-aktier, der sluttede med et fald på 1,2 pct. til B-aktien og 1,7 pct. til A-aktien til 44.480 kr. og 42.600 kr.
Det samlede C20 Cap-indeks sluttede dagen i 569,8, en stigning på 0,8 pct., præget af den positive stemning, der generelt kendetegnede Europa efter et overraskende positivt ifo-indeks fra Tyskland.
Næste uge er spækket med regnskaber fra danske selskaber. Blandt andet Pandora, der aflægger regnskab tirsdag, har brugt ugen på at bryde igennem kurs 140 og endte fredag i 147,1 kr. efter en stigning på 2,1 pct.
Høreapparatproducenten William Demant, der også aflægger regnskab tirsdag, endte med et fald på 0,6 pct. i kurs 483,8. Konkurrenten GN Store Nord, der aflagde regnskab torsdag, endte som højdespringer i 100,9 kr. - 1,3 pct. oppe.
Også Jyske Bank leverer regnskab på tirsdag. Aktien steg 1 pct. fredag til 181,30 kr.
De danske renter startede fredagen med små stigninger, men forsvandt omkring middagstid og vendte til et lille fald til slut.
Den toneangivende 10-årige danske statsobligation med udløb i 2023 endte dagen med en rente på 1,71 pct., et basispoint lavere end torsdag.
ECB offentliggjorde fredag formiddag, hvor meget, eurozonens banker frivilligt havde tilbagebetalt af den LTRO-tildeling, de har modtaget i et forsøg på at bekæmpe gældskrisen. Det skuffede og pressede euro og renter.
Bankerne betaler nemlig kun frivilligt 61,1 mia. euro af de såkaldte LTRO-lån (Long-term refinancing operations) tilbage til ECB. Analytikere havde ifølge Bloomberg forudset en frivillig tilbagebetaling på lidt mere end det dobbelte, nemlig 122,5 mia. euro.
Finansmarkederne fik ellers positivt nyt fra Tyskland, hvor Ifo-indekset over erhvervstilliden overraskede positivt med en stigning til 107,4 fra 104,2 måneden før mod konsensus på 104,9 ifølge Bloomberg.
Der var skidt nyt fra EU-Kommissionen, der nedjusterede sit skøn over eurozonens økonomi, så BNP nu ventes at falde 0,3 pct. i 2013 mod en tidligere ventet stigning på 0,1 pct.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk