Een relativt regnskabstung dag sluttede med en stigning på 0,8 pct. til C20 Cap-indekset til 565,72, mens det klassiske C20 sluttede 0,9 pct. højere i 552,39. Begge satte atter rekord.
Dagen bød på regnskaber fra blandt andre TDC, Ambu, ALK-Abelló og IC Companys.
Novo-aktien præsterede tirsdag endnu en lukkerekord efter en stigning på 1,0 pct. til 1061 kr. efter en dag med modsatrettede nyheder: Koncernen har ifølge dagbladet Børsen fået et skattesmæk på 3,6 mia. kr. i en række sager om såkaldt transfer pricing. Men på positivsiden tæller en bedre karakter fra finanshuset Helvea, der nu anbefaler "akkumuler" af medicinal-aktien, som finanshuset gav prædikatet "neutral".
Også Novozymes lukkede i rekord med en stigning på 2,1 pct. til 191,80 kr. Der gemte sig ikke selskabsspecifikke nyheder bag kursudviklingen.
I den tunge ende af indekset fandt man regnskabsaktuelle TDC, der dykkede til bunden af indekset efter et regnskab, der var let skuffende. Driftsoverskuddet - EBITDA før pensionsudgifter - blev i fjerde kvartal på 2576 mio. kr. mod en forventning om 2595 mio. kr. ifølge et estimat indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans. TDC-aktien mistede 1,4 pct. i værdi til 41,50 kr.
Usikkerhed præger også kursudviklingen for ingredienskoncernen Chr. Hansen efter nyheden om, at hollandske Cees de Jong afløser Lars Frederiksen som koncernchef 1. april. Aktien faldt 0,4 pct. til 197 kr.
Østjydsk Bank præsenterede sit årsregnskab med stort underskud og varsel om et usikkert 2013. Et stort tab var dog ventet efter en nedjustering i slutningen af januar, og aktien endte med at stige 8 pct. til 135,50 kr.
I takt med, at aktiemarkederne fandt tilbage i det optimistiske spor med kursstigninger, steg renterne tirsdagen igennem efter et kortvarigt fald i morgentimerne. Dagens sluttede med en rente for den 10-årige danske, toneangivende statsobligation på 1,77 pct. eller 4 basispoint højere end mandag.
I Tyskland, Storbritannien og Frankrig sås tilsvarende rentestigninger på 4-5 basispoint, efter at markedet fik indikation for stemningen i eurozonen i januar med PMI-indekset for servicesektoren, der var bedre end ventet.
Indekset steg i den endelige opgørelse for januar til 48,6. Der var ventet 48,3 ifølge analytikere adspurgt af Bloomberg News. I december var indekset på 47,8. Særligt indeksets komponent for aktiviteten i servicesektoren stemte markedet optimistisk.
I Spanien og Italien sås rentefald på henholdsvis 1 og 7 basispoint for de 10-årige obligationer som kvittering for mindre politisk bekymring.
- Det ser ud til, at der er konsensus om, at verden er blevet et sikrere sted at være, noterer Scott Graham, chef for europæiske statsobligationer hos Bank og Montreal, over for Bloomberg News.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk