Den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher, der mandag døde i en alder af 87 år, bliver begravet onsdag den 17. april. Det oplyser den nuværende premierminister David Camerons regeringskontor i Downing Street.
Buckingham Palace oplyser, at dronning Elizabeth og prins Phillip deltager i begravelsen.
Jernladyen vil få en særlig ærefuld begravelse - en såkaldt ceremoniel begravelse - med militære æresbevisninger.
Begravelsen finder sted i St. Paul's Cathedral i London, og der ventes deltagelse af en række internationale ledere og en bred vifte af personer relateret til baronessen.
En ceremoniel begravelse er en sjælden ære - blot marginalt mindre ærefuld end en statslig begravelse, som kun gives til monarker og få exceptionelle personligheder.
De seneste ceremonielle begravelser blev holdt for dronning Elizabeths mor i 2002 og for Diana, prinsessen af Wales, i 1997.
/ritzau/Reuters