I morges landede en skidt meningsmåling for Venstre, der vel dårligt kunne blive værre. Men der skulle blot gå et par timer, før skidt blev katastrofalt, da dagens anden meningsmåling blev offentliggjort.
Den sender Venstre ned på den dårligste opbakning. Nogensinde.
Blot 9,3% af danskerne ville sætte kryds ved Venstre, hvis der var valg i dag. Det viser målingen, som YouGov har lavet for B.T. Det er milevidt fra valgresultatet i 2019, hvor Venstre fik mere end 23% af stemmerne.
For at gøre ondt værre, er Venstre ikke længere landets næststørste parti. Faktisk overhales de i målingen af både Det Konservative Folkeparti (12,9%) og Nye Borgerlige (11,8). Holder de tal frem til næste valg, må det være mere end tvivlsomt, om Jakob Ellemann-Jensen bliver blå bloks bud på en statsministerkandidat.
Mens målingen for Venstre ligner et rendyrket mareridt, er den sød læsning for regeringen. Socialdemokratiet står nemlig til at erobre en tredjedel af alle stemmer, og trods markant nedgang til Radikale Venstre, har rød blok fortsat massivt flertal.
Målingen kommer efter en tumultarisk tid, hvor Venstres næstformand, Inger Støjberg, måtte trække sig fra næstformandsposten, mens partiets tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen, har meldt sig ud af partiet for at blive løsgænger.