Lige nu står Metroselskabets maskiner ved Sortedamssøen på Østerbro stille efter klokken 18 på grund af to klager til Natur- og Miljøklagenævnet.
Men faktisk ønsker mange af de mest støjudsatte naboer, at maskinerne hurtigst muligt begynder at brumme både om aftenen og om natten.
Det viser en rundringning, som DR P4 København har foretaget blandt de naboer, der bor tættest på byggepladsen.
DR P4 København var i kontakt med 58 husstande på Øster Søgade fordelt på syv opgange lige ud til metrobyggeriet. Her lød svaret i 72 procent af husstandene, at de ønsker døgnarbejde på metrobyggepladsen i Sortedamssøen.
Langt de fleste ønsker døgnarbejde for at få byggeriet overstået så hurtigt som muligt.
- Jo mere der arbejdes, jo hurtigere bliver man færdig. Luk dørene og accepter det. Vi bor jo i en storby, siger Mia Randi Hestkjær, der bor femten meter fra byggepladsen.
Mange naboer fastslår desuden, at den økonomiske erstatning, de er blevet stillet i udsigt, er afgørende for, at de siger ja til døgnarbejdet, skriver DR P4 København.
- Økonomisk set havde det været rigtig dejligt, at døgnarbejdet var begyndt allerede. Vi har regnet os frem til, at vi ville få omkring 15.000 kroner om måneden, siger David Parker, der er studerende på SU, til DR P4 København.
Flertallet for døgnarbejdet på Østerbro får dog talsmand for beboerne ved metrobyggeriet i Nørrebroparken, Søren Sandahl, til at advare. Her har man allerede prøvet at falde i søvn til brummende maskiner.
- Det giver søvnbesvær, man bliver mindre veloplagt, man får flere sygedage og symptomer på stress, siger han til DR P4 København på baggrund af en undersøgelse foretaget blandt 27 naboer til metrobyggeriet i Nørrebroparken.
I alt 438 lejligheder ved Sortedamssøen vil være berettiget til erstatning under døgnarbejdet. Metroselskabet vil ikke oplyse, hvor mange penge lejlighederne præcist kan se frem til.
/ritzau/