En oprørsk milits i DRCongo har erobret kontrol over den østlige by Kitchanga efter flere dages kampe, som har kostet over 80 mennesker livet, siger FN.
Militsen, der kalder sig Alliancen af Patrioter for et Frit og Uafhængigt Congo (Apcls) indtog byens søndag, og situationen i området er meget spændt, siger FN-talsmanden Eduardo Buey, som siger, at omkring 100 er blevet såret.
Over 300 har søgt tilflugt nær en base med fredsbevarende FN-soldater, siger talsmanden videre.
Militsen har eksisteret længe og blev kendt for dens krigsførelse mod den afdøde diktator Mobutu Sese Seko i 1990'erne i DRCongo og nabolandene. Kampene kostede millioner af menneskeliv.
Kampene finder sted få dage efter, at regionale afrikanske ledere under FN's ledelse underskrev en fredsaftale, der skal stoppe blodsudgydelser og bringe stabilitet til Den Demokratiske Republik Congo efter to årtiers konflikt.
11 lande i regionen omkring De Store Søer på det afrikanske kontinent er involveret i fredsaftalen, som blev underskrevet for en uge siden i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa.
Ledere fra DRCongo, Mozambique, Rwanda, Tanzania, Sydfrika, Republikken Congo og Sydsudan var til stede ved underskrivelsen af fredsaftalen i Addis Ababa sammen med FN's generalsekretær, Ban Ki-moon.
- Det er mit håb, at aftalen er begyndelsen på en æra med fred og stabilitet for befolkningen i DRCongo, sagde FN's generalsekretær ved ceremonien.
DRCongos mineralrige østlige dele er blevet hærget af konflikter mellem talrige væbnede grupper i over 20 år, og nye oprørsbevægelser er løbende blevet dannet - flere af dem med massiv støtte fra nabolandene.
DRCongo rummer enorme forekomster af blandt andet kobber, olie, diamanter, guld, sølv, zink og uran.
/ritzau/AFP