Niko Grünfeld er kultur- og fritidsborgmester i København. Han er medstifter af Alternativet og Altivisten. Niko er i øvrigt iværksætter på tiende år og arbejder med ledelsesrådgivning, coaching, konfliktmægling og undervisning i erhvervslivet samt den offentlige sektor.
KVINDERS INTERNATIONALE KAMPDAG eller den internationale kvindedag markeres den 8. marts hvert år for at sætte fokus på kvinders position i verden. I visse lande er det en national helligdag og i Kina markeres dagen b.la. ved at kvinder har en halv fridag hvert år.
Kvinders og pigers rettigheder er ikke en luksus, vi kan eller bør tage for givet. At få ligestilling og styrke kvinders og pigers rettigheder i samfundet er blandt FN’s bæredygtighedsmål, som blev vedtaget i 2015.
BEKÆMPELSE AF FATTIGDOM, uddannelse til alle, bedre sundhed og inkluderende samfund er sammen med klimamål og bæredygtig vækst nogle af i alt 17 udviklingsmål frem mod 2030. FNs bæredygtighedsmål stiler også mod større lighed og mindre sult. Det er der brug for i en tid, hvor mange er på flugt fra krig eller fattigdom og mange lever i flygtningelejre, der er utrygge steder for kvinder og børn.
Kampen for kvinders og pigers rettigheder er i dag – den 8. marts - på dagsordenen for bl.a. at sikre kvinders basale ret til at bestemme over egen krop, men også fordi investering i pigers og kvinders uddannelse, sundhed, økonomiske muligheder, ligeværd og ligestilling har positiv indvirkning på samfundsudviklingen – også i Danmark.
DEN DAG I DAG bliver mange piger stadig gift, før de er voksne, og bliver gravide, før deres kroppe er udviklede til at bære et barn. Alt for mange teenagemødre dør under barsel og for mange kvinder føder børn, de ikke ønsker sig, eller føder under forhold, hvor renhed og omsorg ikke kan opnås. Og rundt om i konfliktområder, i flygtningelejre og for så vidt også i hverdagen herhjemme bliver de svage, kvinder og piger, udsat for overgreb, vold og ydmygelse.
Jeg er fortaler for at vi bygger på værdier, som fremmer kvinders og pigers rettigheder og plads i samfundet – som fx ligeværdighed og ligestilling mellem kvinder og mænd på tværs af landegrænser og kulturer.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.