Mand skudt i låret ved tatovør

Klokken 18.40 blev der affyret to skud i Næstved. En mand med bandetilknytning blev ramt.
Politiet er fredag aften rykket ud til et skyderi mod en tatoveringssalon i det centrale Næstved.
Politiet er fredag aften rykket ud til et skyderi mod en tatoveringssalon i det centrale Næstved. Foto: Colourbox/Free

Politiet rykkede fredag aften ud til et skyderi mod en tatoveringssalon i det centrale Næstved.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

En person blev ramt i låret. Ifølge politiet har ofret tilknytning til bandemiljøet.

- Jeg kan ikke sige noget om, hvilke grupperinger det drejer sig om, men det er vores overbevisning, at målet var manden, der var i tatoveringssalonen, siger politiinspektør Kim Kliver.

Der blev i alt affyret to skud.

Gerningsmanden er på fri fod, og et større efterforskningsarbejde pågår.

- Vi har allerede talt med nogle vidner. Men hvis man har set eller hørt noget, beder vi om at blive kontaktet, lyder opfordringen fra Kim Kliver.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Skyderiet skete fredag klokken 18.40. Politiinspektør Kim Kliver kan lørdag morgen ikke oplyse, hvilket motiv der ligger bag hændelsen.

- Vi arbejder med flere scenarier, men vi kan ikke fortælle yderligere.

Næstved har tidligere været kampplads for en konflikt mellem de to rockergrupperinger Bandidos og Satudarah.

Skudofferet er blevet opereret i løbet af natten til lørdag, og politiet oplyser, at hans tilstand er stabil.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.