Ritzau
Opdateret kl. 14:36
En 21-årig mand fremstilles mandag ved Retten i Sønderborg i et grundlovsforhør, hvor han er sigtet for drabsforsøg.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Hændelsen skete ifølge politiet i sidste uge på et græsareal i Sønderborg, hvor den sigtede efter lang tids uenighed med en anden person affyrede en pistol flere gange mod sit offer.
Den sigtede ramte dog ikke med sine skud.
Han er desuden også sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.
Grundlovsforhøret holdes for lukkede døre, og politiet vil ikke ud med flere oplysninger.
Det vides dermed ikke, hvad der ligger bag uenighederne, eller hvad relationen er mellem den sigtede og ofret. Det er heller ikke oplyst, hvordan manden forholder sig til sigtelserne.
/ritzau/