Mand omkommer i brand: Fundet i sin seng

Krimi
En mand er søndag morgen omkommet i en brand på Ålandsgade i København. (Foto: Foto: Colourbox/Free)

Tekniske undersøgelser skal klarlægge, hvorfor der opstod brand i en lejlighed i København.

En mand er søndag morgen omkommet i en brand i en lejlighed på Ålandsgade i København.

Det oplyser vagtchef hos Københavns Politi Henrik Stormer.

Branden er slukket og har ikke spredt sig til de omkringliggende lejligheder. Politiet kender endnu ikke mandens identitet.

Tekniske undersøgelser skal afklare, hvorfor branden opstod. Umiddelbart ligger der ikke en kriminel handling bag.

Operationschef ved Hovedstadens Beredskab Brian Eriksson oplyser, at beredskabet modtog anmeldelse om branden klokken 08.01 søndag fra en person i ejendommen.

- Da vi kommer frem, konstaterer vi, at vinduerne er sodsværtede. Vi trænger ind i lejligheden, og den er er fuldstændig fyldt med sort røg. Der er ikke nogen ild i lejligheden.

- Det tyder på, at ilden er gået ud af sig selv. Det er meget normalt, når døre og vinduer er lukkede, siger operationschefen.

Her fandt beredskabet manden i en seng. Han havde ifølge operationschefen "læsioner uforenelige med liv".

/ritzau/