Mand og kvinde er dræbt i knivangreb på gaden i Holland

Ofre for knivstikkerier er fundet i to forskellige gader i den hollandske by Maastricht.
Hollands premierminister, Mark Rutte, siger, at der ikke er tale om et terrorangreb.
Hollands premierminister, Mark Rutte, siger, at der ikke er tale om et terrorangreb. Foto: John Thys/arkiv/AFP

To personer er døde, og tre andre er såret, efter to knivstikkerier i den hollandske by Maastricht torsdag aften.

Det oplyser hollandsk politi.

Politiet skriver på Twitter, at en person er tilbageholdt på mistanke om at være involveret i hændelserne.

Der er indtil videre ingen yderligere oplysninger om den mistænkte.

Hollands premierminister, Mark Rutte, siger, at der ikke er tale om et terrorangreb.

- Det er forfærdeligt. Folk er blevet dræbt, og andre er blevet såret, siger Rutte under et EU-topmøde i Bruxelles torsdag aften.

Ifølge politiet blev en mand stukket ihjel under et slagsmål på gaden i et boligområde i det nordlige Maastricht omkring klokken ni torsdag aften, hvorefter den mistænkte flygtede fra stedet.

Ti minutter senere blev en kvinde og to mænd stukket ned omkring en kilometer fra det første gerningssted. Kvinden døde af sine stiksår.

Efterfølgende blev en tredje såret person fundet i en lokal moské ikke langt derfra.

Natten til fredag oplyser hollandsk politi, at efterforskningen af sagen fortsætter.

Maastricht ligger i det sydlige Holland og grænser op til Tyskland og Belgien.

/ritzau/AP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.