Alarmen bimlede på et jobcenter på Egegårdsvej i Rødovre fredag eftermiddag.
Det skete, efter at en mand begik hærværk mod jobcentret, hvorefter han kørte en bil frontalt ind i en mur tæt ved centret. Det fortæller Københavns Vestegns Politi til Ekstra Bladet.
- Vi får en anmeldelse klokken 12.20 om, at der er trykket på en overfaldsalarm på jobcenteret. Da vi kommer derud, ser vi en person løbe fra en bil, der er kørt ind i en mur, siger vagtchef Søren Enemark til Ekstra Bladet.
Manden bliver set løbe fra stedet, men politiet følger efter ham og anholder ham. Københavns Vestegns Politi er netop nu i gang med at undersøge årsagen til hærværket.
Politiet søger vidner, der har overværet hændelsesforløbet.