Den økonomiske krise blev lørdag for meget for en italiensk mand, som i protest kastede sig ud på en farefuld færd, da han klatrede ud på en afsats på kuplen i Peterskirken i Vatikanstaten i Rom.
Her foldede han et stort banner ud med flere budskaber malet på, heriblandt: "Pave Frans, hjælp os".
Manden nåede afsatsen ved at klatre over et gelænder på toppen af kuplen, som turister kan komme op i via en indendørs trappe og således få en fantastisk udsigt over Rom 137 meter over jorden.
Det er langt fra første gang, at manden, der er identificeret som Marcello Di Finizio, har iscenesat protester som denne.
Faktisk var det fjerde gang på mindre end to år, at han har benyttet Peterskirkens enorme kuppel til at vise sin utilfredshed med forskellige politiske og økonomiske spørgsmål.
I oktober 2012 blev han en hel nat på kuplen med et banner, hvorpå han kritiserede multinationale selskaber, Europa og tidligere premierminister Mario Monti - og i maj sidste år var det Italiens politiske situation, der fik Marcello Di Finizio til at ty til højderne.
Her klatrede han ligeledes op på afsatsen på kuplen, hvor han bredte et stort hvidt banner ud med ordene: "Stop denne massakre. Det politiske horrorshow fortsætter".
Italiensk tv oplyser lørdag, at Marcello Di Finizio denne gang havde klædt sig ud, så sikkerhedspersonalet i Vatikanet ikke kunne genkende ham.
/ritzau/Reuters