Ritzau
Opdateret kl. 07:53
Fyns Politi har anholdt en person i forbindelse med, at der er fundet en død mand på en adresse på Vollsmose Alle i Odense.
Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi Asbjørn Larsen.
- 17.49 får vi en melding om, at der en død mand på adressen. Vi kører derud og finder en død mand. Vi anholder en gerningsmand i lejligheden, siger vagtchefen.
- Vi anholder ham, fordi han er til stede i lejligheden, og vi mistænker, at han har noget med det her at gøre, siger Asbjørn Larsen.
Det vides ikke, hvor gammel den afdøde eller anholdte er.
Ifølge politiet ligger der formentlig en kriminel handling bag dødsfaldet.
Omkring klokken 21 torsdag aften kan politiet endnu ikke oplyse, hvad den anholdte bliver sigtet for.
Der er heller ikke noget om, hvordan manden forventes at være død eller, hvad relationen er mellem de to personer.
Vagtchefen fortæller, at den døde og den anholdte ikke var alene i lejligheden.
- Der var en pårørende til stede i lejligheden også, siger Asbjørn Larsen.
/ritzau/