En 60-årig mand fra Allerød er mandag morgen fundet død ved siden af sin bil.
Politiet formoder, at manden har glemt at trække håndbremsen i bilen. Og på grund af vejens hældning er bilen trillet, hvorefter den ramte manden.
Det oplyser Nordsjællands Politi.
Manden blev fundet mandag klokken 05.55 på Spurvevang i Allerød, og han blev erklæret død på stedet.
Teknikere har været på stedet, og mandens pårørende er underrettet.
Nordsjællands Politi kan mandag morgen ikke oplyse nærmere om ulykken.
/ritzau/