En 72-årig mand har tilstået, at han var den direkte årsag til sin kones dramatiske død i Klovborg i juli.
Han erkender, at han tog kvælertag på sin kone og efterfølgende brændte hende af i et læhegn på parrets grund, men han nægter at have dræbt hende med fuldt overlæg.
Ifølge politiets tekniske undersøgelser var den 62-årige kvinde stadig i live, da der blev sat ild til hende, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i følge tv2.dk.
Kort efter de første undersøgelser på brandstedet kom ægtemanden i politiets søgelys, og han blev med det samme sigtet for drabet.
Efter længere tids efterforskning, afhørte politiet igen manden i tirsdags. Her forklarede han, at han havde kvalt sin kone under et skænderi.
Efterfølgende havde han slæbt kvinden over i et læhegn, og overhældt hende med benzin og tændt ild.
Mandens varetægtsfængsling er forlænget til 22. september. Han er sigtet for manddrab.