Med skydevåben truede en mand personalet i en guldsmed i Ringsted til at udlevere guld- og sølvsmykker, inden han selv forsøgte at ødelægge en montre.
Han flygtede først til fods, senere steg han ind i en bil, hvor en anden mand sad bag rettet.
Torsdag er en mand blevet fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Roskilde, fortæller Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.
- Han er sigtet for at have deltaget i det her røveri. Men jeg kan ikke forklare nærmere om, hvilken rolle han havde, siger Martin Bjerregaard.
- Røveriet betragtes som en særdeles alvorlig sag, fordi der blev anvendt skydevåben til at true personalet, siger han.
Efter tip fra vidner blev tre mænd anholdt i Stenlille onsdag aften.
De anholdte er henholdsvis 48, 50 og 60 år, og de har alle adresse i Sorø Kommune.
Den ene er af en dommer i Roskilde torsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i to uger.
Manden mistænkes for at have været chauffør ved røveriet, oplyser en anklager på Twitter.
/ritzau/